Startup City

You Are Viewing

A Blog Post

Premiere på Den Røde Stol

Så er der for alvor gang i Startup City igen efter ferien. Mandagen blev derfor skudt ekstra godt i gang med rundstykker og premiere på konceptet Den Røde Stol, hvor iværksættere kan få tilhørernes bud på løsninger til den udfordring, de står overfor.

Sussi Bianco stod for faciliteringen, hvor deltagerne fik 7 knivskarpe minutter hver – 1 minut til at præsentere baggrunden for sit produkt, 2 minutter til at forklare sin udfordring og 4 minutter til at lytte.

Tre modige kandidater satte sig i stolen. Den første var Claus  fra MobilizeMe, der laver et mobilt støttesystem for autister.

“Vi er lige på vippen til at sende produktet bredt ud, men står med den udfordring, at vi i løbet af kort tid skal have udviklet et nyt og mere intuitivt webinterface på baggrund af den feedback, vi har fået fra vores testbrugere. Min udfordring er derfor: Hvordan får vi bedst og billigst udviklet et nyt interface hurtigt?” lød det fra Claus, der fik en god liste med råd, idéer og kontaktpersoner med derfra.

Næste mand i stolen var Marcel fra Brokerprint, som formidler kontakt mellem trykkerier og kunder.

“Vi er på vej ud i Europa, og vores udfordring går på, hvordan vi bedst internationaliserer vores koncept? Skal vi åbne kontorer selv, have franchisetagere eller …?” spurgte Marcel.
Et par af de forslag, han fik med videre var at finde en partner med lokalt markedskendskab, at kontakte Dansk Industri, som har kontorfaciliteter i mange lande og at kaste sig over e-bogen “De første 100 dage”.

Sidste deltager i Den Røde Stol var Kasper fra Netiter, der udvikler software til fremtidens internet.

“Mine oplagte kunder er virksomheder, der har ventet for længe og derfor sandsynligvis er skeptiske over for nye ting. Derfor vil jeg gerne have input til, hvordan får jeg fat i de rette kundegrupper og overbeviser dem om, at du skal prøve mit produkt?” sagde Kasper og fik en række gode bud på at løse den udfordring.

To referenter sørgede for, at de tre deltagere fik alle de gode råd med på skrift.

Den Røde Stol vil blive afholdt løbende på mandagsmorgenmødet, og hvis du har en udfordring, du gerne vil have løst, kan du melde dig som deltager på mayor@startupcity.dk

 

Leave a Reply

“The way to get started is to quit talking and begin doing.”

- Walt Disney